Jeg er stor fortaler for at sætte mål og planlægge i mit firma. Det er med til at sikre, at jeg udvikler mig, men også at jeg hele tiden bevæger mig mod mit primære mål.
Har du ikke et mål for året, risikerer du at arbejde i 20 forskellige retninger, og når året er omme, har du ikke opnået noget som helst.
Mål vs plan
Først skal vi dog lige kigge på forskellen på et mål og en plan.
Mål
Et mål er det du gerne vil opnå. Det kunne fx være at tjene 100.000 på dit online kursus, eller få 30 nye følgere på Instagram hver måned. Du kan også have et mål om at skrive og udgive en bog.
Plan
En plan er mere aktionsorienteret, og handler om, HVORDAN du vil nå dit mål. Hvis du vil skrive og udgive en bog, så kan en plan være at skrive 1000 ord om dagen, eller finde en agent osv.
Dit årlige mål
Når du går i gang med at sætte mål for det nye år, skal du tænke stort, men realistisk.
Der er ikke tid til nitty-gritty detaljer på dette niveau, det kommer under planlægningen.
Dit mål skal både være ambitiøs i din målsætning, men samtidig være realistisk.
Hvis du fx har en nystartet virksomhed, og sætter som mål, at du vil have en millionvirksomhed inden for det første år, så er det ikke umuligt, men det er meget sjældent, at det sker. Der vil derfor være en indirekte modstand, fordi det ikke er et realistisk mål. Det betyder ofte, at den plan du lægger, ikke kommer til at holde i længden.
Prøv derfor at være både ambitiøs og realistisk.
Personlige mål
Når jeg omkring årsskiftet skal lave mål for det nye år, starter jeg altid med at kigge på mit personlige mål – altså mål for mit privatliv – inden jeg arbejder med mål i min virksomhed. Jeg kigger bl.a. på, hvordan jeg gerne vil have det, når året er omme.
Hvorfor er det en god ide?
Hvis du fx har stor succes i din virksomhed, når året er omme, men det ikke passer med det liv og de mål, du har for dit privatliv, så er det den hurtigste vej til at brænde ud.
Som selvstændig, skal der stadig være balance mellem arbejdsliv og fritid.
– Vivian Bille
Der er lidt forskellige tilgange til at sætte personlige mål. Men det vigtigste er, hvordan du gerne vil have det, når året er omme.
Måske vil du have en ugentlig fridag, så du kan være mere sammen med dine børn. Måske ønsker du at rejse 4 gange om året. Det kan være du er træt af at bo i lejlighed, og ønsker at spare sammen til et hus.
Du kigger altså på, hvad det koster, at leve dit drømmeliv!
Mål for virksomheden
Kig herefter på, hvad du ønsker at opnå i din virksomhed. Det skal helst være et high-level mål som fx få 10 nye 1:1 kunder, lancere et onlinekursus inden august, skrive en bog, sige dit job op og blive selvstændig.
Planlægning
Når du har fundet prisen for dit drømme- og forretningsliv, så kan du begynde at planlægge din forretning.
Hvad skal der til for, at du kan opnå de mål, du har sat?
Første skridt er at lægge et budget.
Finansiel planlægning
Jeg er ikke stor fan af den finansielle planlægning – måske fordi jeg er så dårlig til tal – men det er bare så stor en del af at drive en forretning, at det har været et ’must’ for mig at acceptere.
Det er dog lettere for mig at lave, når jeg har lavet mine personlige mål, inden jeg finder mine mål for virksomheden.
Helt lavpraktisk handler det om at lægge et budget. Skriv alle dine faste udgifter både privat og i din virksomhed ned. Skriv dine variable udgifter ned (det kunne fx være en social media manager, Facebook reklame osv.)
Hertil skriver du, hvad du gerne vil tjene hver måned før skat, gang det med 12, så du får din årsløn. Læg nu alle tallene sammen, hvorved du får det beløb, som du skal omsætte for. Ønsker du også et overskud i virksomheden, når året er omme, skal dette beløb også med i udregningen.
Eksempel
Årsløn: 550.000
Faste udgifter: 168.000
Variable udgifter: 15.000
Overskud i firma: 10.000
Omsætning i alt: 743.00
Du skal altså omsætte for 743.000 kr i løbet af året, for at nå dit mål.
90-dages plan
Når du har de overordnede mål for året og den finansielle del på plads, er det tid til at snævre ind og arbejde med din 90-dages plan.
90 dage er den perfekte tid til at lave en aktionsorienteret plan. Den er kort nok til, at du ikke mister fokus og lang tid nok til, at du kan få mærkbar fremgang mod dit mål.
Igen behøver du ikke gå ned i detaljerne, da de kommer i den månedlig og ugentlige planlægning.
Månedsplan
Den månedlige plan er den letteste at lave. Du har allerede sat dine prioriteter for det næste kvartal i din 90-dages plan.
Hvad skal du så nå denne måned, for at opfylde din 90-dages plan? Du skal helt ned i detaljen og lave afleveringsdatoer, milepæle og slutdatoer for hver opgave.
Din månedsplan inkluderer også opgaver, som skal løses i den indeværende måned, selvom det ikke har en direkte relation til din 90-dages plan.
Hvis du fx holder ferie, så skal du have et blog indlæg og et nyhedsbrev scheduleret inden du rejser.
Eksempel
Min 90-dages plan er at skrive og udgive et betalt online kursus.
Min plan for den 1. måned inkluderer:
- Lave en projektplan for kurset.
- Lave research inden for emnet.
- Lave materiale til indhold.
- Lave manuskript til videoer.
Min plan for den 2. måned inkluderer:
- Optage videoer
- Lave et gratis online kursus som en lead magnet til det betalte kursus.
- Lave marketingmateriale til det gratis online kursus (fx landingpage, grafikker osv.).
- Sætte kurset op på kursusplatform.
- Skrive 2 blogposts om emnet.
- Skrive 1 nyhedsbrev om emnet.
Min plan for den 3. måned inkluderer:
- Lave marketingmateriale til det betalte kursus (fx landingpage, grafikker osv.).
- Skrive 2 nyhedsbreve om emnet.
- Skrive 2 blogpost om emnet.
- Finde beta-testere til kurset.
Disse opgaver skal naturligvis planlægges mere detaljeret.
Ugeplan
Nu skal du i gang med at arbejde.
Den ugentlige planlægning bør være din første opgave hver uge.
Afsæt nogle timer til at gennemgå de opgaver, du skal afslutte, og sæt dem ind i din kalender. Når du vænner dig til denne proces, vil din ugentlig plan kun tage omkring 30 minutter.
Husk at medtage alle møder, aftaler og andre pligter, inden du lægger din plan for dine opgaver. Fx Tirsdag 9 – 10 klient aftaler, torsdag 14 – 15 webinar, fredag 10 – 11 tandlæge aftale.
Se herefter på enhver deadline du har for denne og næste uge. Det inkluderer også kundeprojekter, som skal afsluttes. Endelig skal du sikre dig, at du har afsat nok tid til dine opgaver. Det har især stor betydning, hvis du – som mig – er tidsoptimist.
Når du har scheduleret tid til dine forpligtelser, skal du kigge på de øvrige opgaver i din månedlige plan. Hvad kan du lave i denne uge, hvor du starter med at fokusere på opgaver, som hører til dit 90-dages fokus projekt. Tildel hver opgave til en dag, men efterlad tid til fleksibilitet. Der VIL komme flere opgaver ind.
For mange fungerer det rigtig godt, at have en kalenderoversigt over de ugentlige opgaver, da man herved kan se, om der er blevet planlagt for meget en given dag.
Jeg bruger Asana til dette (se de øvrige Favorit værktøjer, jeg ikke kan undvære i min business), men du kan bruge et stykke papir, Google kalender, Trello eller måske et whiteboard med post-it noter. Hvis jeg har planlagt for meget en dag, så kan jeg flytte det rundt, så ugen kommer til at hænge sammen.
Små skridt fører til store resultater!
God fornøjelse med planlægningen.
Relaterede artikler