Lyder det her bekendt?

Du starter dagen med en lang to-do liste. Du starter på et par af opgaverne på listen. Så kommer der en mail eller du kommer til at scrolle lidt for længe på Facebook og Instagram. Du fortsætter med dine opgaver og inden du får set dig om så er arbejdsdagen ovre.

Du har kun nået halvdelen af de opgaver, du havde planlagt for dagen, så efter aftensmaden, og når ungerne er puttet, så går du tilbage til computeren, og arbejder videre.

Du mister overblikket i løbet af dagen, og bliver måske overvældet over alle de opgaver, som ligger og venter. Og så er det, at du laver overspringshandlinger.

Mit gæt er, at du ikke blev selvstændig for at arbejde 60 timer om ugen. Jeg formoder, at du blev selvstændig for at arbejde med din passion og få lidt mere frihed og tid med familien.

Hvis dette skal kunne lade sig gøre, er det en god ide, at begynde at strukturere din arbejdsdag, så du får mest mulig ud af den.

Bedre arbejdsvaner – de 5 råd

Herunder giver jeg 5 råd, som alle kan hjælpe dig til at få bedre arbejdsvaner og dermed blive mere effektiv.

1. Planlæg, planlæg, planlæg

Planlægning er en utrolig vigtig brik i at få bedre og mere effektive arbejdsvaner. 

Kedeligt, tja måske, men det vil spare dig for flere timers arbejde hver uge. I begyndelsen, hvis du ikke er vant til at planlægge din tid og arbejdsopgaver, vil det tage lidt længere tid. Men når du først er inde i vanen, så behøver du ikke mere end 10 – 15 min hver morgen.

Planlægning handler også om at planlægge sine måneder, kvartaler og år, for at undgå, at du kommer på et sidespor.

2. Evaluer, så du kan optimere

For at blive bedre og mere effektiv, er det vigtigt, at du i starten evaluerer ofte. Evaluering er med til at finpudse det system, som virker for netop dig og din måde at arbejde på.

Spørg bl.a. dig selv om:

  • Fungerer metoden jeg arbejder efter?
    • Hvorfor ikke (hvis nej) og hvilken metode, kan jeg bruge i stedet for?
  • Får jeg lavet det du planlægger?
    • Hvorfor ikke (hvis nej)?
  • Hvordan kan jeg gøre det anderledes næste gang?

3. Brug skabeloner (templates)

Brug alle de skabeloner du kan. Det gælder ikke kun til at få lavet opslag til de sociale medier. Lav dine egne skabeloner eller templates. Det kunne fx være ‘template til at skrive og udgive blogindlæg’, ‘template til at lave og udgive podcast episode’ osv. Alt hvad du kan lave af skabeloner, hjælper dig til at arbejde mere effektivt. Du skal nemlig ikke opfinde den dybe tallerken, hver gang du skriver et nyt blog indlæg eller udgiver en podcast episode eller hvad du nu arbejder med.

4. Hold pauser

Hvis du gerne vil slutte din arbejdsdag med overskud og energi, så er det vigtigt at holde pauser i løbet af dagen. Og når jeg siger pauser, så er det fra alle skærme (mobil, tablet, computer, tv). Det handler om at tanke energi op til din hjerne, så hvis du blot udbytter den ene skærm med den anden, så er du lige vidt. 

En måde du kan huske at holde pauser er, ved at bruge en tomato-timer (Det hedder også en Pomodoro-timer). Du kan også sætte en reminder i kalenderen eller på telefonen. Det vigtigste er, at du husker pauserne.

Forskning viser, at vi har brug for en pause efter 20 – 40 minutters arbejde, da vi herefter kan have svært ved at koncentrere os. Det er meget forskelligt, hvordan vi hver især planlægger vores pauser, men en måde kunne være 25 min arbejde, 5 min pause. Dette gøres frem til frokosten, hvorefter du starter forfra.

Prøv dig frem og find ud af, hvordan du kan få passet pauser ind.

5. Brug gode programmer

Det er utrolig vigtigt, at du bruger nogle værktøjer og programmer, som støtter dig i at få bedre arbejdsvaner og være mere effektiv. 

Der findes forskellige muligheder, og det bedste er, at du prøver dig frem, så du finder dem, der virker bedst for dig.

Personligt bruger jeg Asana til at planlægge alt (inkl. skabeloner til at skrive blogindlæg, lave hjemmesider osv.), Google Drive, hvor jeg har alt det skrevne materiale og Canva til alle billeder og grafik. Hvis jeg en enkelt gang har nogle billeder, som jeg ikke kan redigere i Canva, så bruger jeg et gratis, online billedbehandlingsprogram, som hedder Pixlr.

For hvert minut du planlægger, sparer du 10 minutter i udførelsen!

David Allen
(Amerikansk time management guru)
Freebie - 10 Canva skabeloner