– og hvorfor det kan forvandle din forretning
Forestil dig, at du har en direkte linje til potentielle kunder – en linje, der giver dig mulighed for at dele dit budskab, opbygge relationer og skabe salg. Det er præcis, hvad en e-mailliste kan gøre for dig.
Hvis du lige nu kun kommunikerer med dine følgere via sociale medier, risikerer du at miste kontakten, hvis algoritmerne ændrer sig, eller hvis din konto bliver lukket. En e-mailliste er din ejede platform – en sikker måde at nå ud til dine potentielle kunder, hver gang du har noget vigtigt at dele.
Hvorfor en e-mailliste kan forvandle din forretning
En e-mailliste er ikke bare en samling af navne og e-mailadresser – det er dit direkte talerør til dem, der allerede har vist interesse for dig og din forretning. Når du har en e-mailliste, kan du:
- Skabe relationer og tillid over tid ved at dele værdifuldt indhold.
- Følge op med potentielle kunder, som måske ikke var klar til at købe første gang, de stødte på dig.
- Sælge dine ydelser og kurser direkte, uden at skulle betale for annoncering.
- Dele testimonials, kundecases og succes-historier, som kan inspirere og motivere andre til at tage handling.
- Introducere nye produkter og services direkte til dem, der allerede kender dig – og som sandsynligvis er mere tilbøjelige til at købe.
Med andre ord: En e-mailliste kan forvandle din forretning, fordi det giver dig en sikker og stabil måde at kommunikere på – uafhængigt af sociale medie-algoritmer og andre platforme.
Sådan starter du din e-mailliste
Så hvordan kommer du i gang med at bygge din e-mailliste, selvom du måske føler, at du ikke har noget at tilbyde lige nu? Her er fem konkrete måder at starte og opbygge din e-mailliste på, der passer perfekt til dig som servicebaseret selvstændig.
1. Skab en værdifuld freebie
En freebie er en ‘gratis’ ressource, som din målgruppe kan få adgang til i bytte for deres e-mailadresse. Det kan være en e-bog, en PDF-guide, en tjekliste, en video, en samling af tips eller noget helt andet. For at den skal virke, skal den løse et konkret problem eller give en hurtig gevinst, som din målgruppe har brug for.
Eksempel:
- En kostvejleder kan skabe en 7-dages madplan for travle kvinder, der ønsker at spise sundere uden at bruge timer i køkkenet.
- En businesscoach kan lave en PDF med “10 produktivitetsværktøjer til travle iværksættere”.
- En kursusskaber kan tilbyde en smagsprøve på en modulvideo fra sit kursus.
Freebies er ikke kun en gave – de er også en måde at vise din ekspertise på og skabe tillid hos dem, der allerede er nysgerrige på det, du tilbyder. Og jo mere relevant din freebie er for dine potentielle kunder, desto større sandsynlighed er der for, at de tilmelder sig og forbliver på din liste. Det gør det lettere at følge op med relevant indhold, der kan guide dem videre i kunderejsen.
2. Afhold en challenge eller workshop
En challenge eller workshop skaber en følelse af fællesskab og forpligtelse, hvor deltagerne får mulighed for at opnå konkrete resultater inden for en kort tidsramme. Det kan være en 5-dages challenge, en 1-times workshop eller et 3-dages minikursus.
Eksempel:
- En businesscoach kan afholde en “3 dage til at skabe din perfekte salgsside”-challenge.
- En kursusskaber kan lave en “5-dages e-mailstrategi challenge” for at hjælpe deltagerne med at skabe en enkel e-mailfunnel.
- En behandler kan afholde en 1-times workshop om “Hvordan du slipper stress på 30 minutter om dagen” og tilbyde en opfølgende guide som freebie.
Fordelen ved challenges og workshops er, at de skaber engagement og interaktion med din målgruppe. Deltagerne får en smagsprøve på din undervisningsstil og oplever værdien af det, du tilbyder, hvilket gør dem mere tilbøjelige til at blive på din liste.
3. Webinarer og masterclasses
Webinarer og masterclasses er dybdegående træningssessioner, hvor du underviser i et specifikt emne og samtidig skaber en stærkere forbindelse til dine potentielle kunder. De kan vare alt fra 30 minutter til 2 timer, afhængigt af emnets kompleksitet.
Eksempel:
- En kursusskaber kan afholde en “Sådan laver du din første online workshop”-masterclass.
- En kostvejleder kan lave et 45-minutters webinar om “Hvordan du planlægger en sund uge uden stress”.
- En businesscoach kan holde en 1-times masterclass om “Sådan sætter du klare mål for din forretning og når dem”.
Webinarer og masterclasses fungerer godt, fordi de tillader dig at skabe et dybere niveau af interaktion og tillid, samtidig med at du kan præsentere et tilbud eller en opfordring til handling på en mere direkte måde end i en almindelig freebie.
4. Skabeloner og ressourcer
Skabeloner og ressourcer er praktiske og handlingsorienterede freebies, der hjælper din målgruppe med at spare tid eller komme i gang med noget nyt. De fungerer godt, fordi de giver en umiddelbar gevinst og kan bruges igen og igen.
Eksempel:
- En behandler kan tilbyde en “Daglig journal til selvomsorg” som PDF-skabelon.
- En businesscoach kan give en “3-trins skabelon til at skabe din elevatorpitch”.
- En kursusskaber kan lave en “Checkliste til at lancere dit første kursus” som PDF.
Skabeloner skaber ofte stor værdi for modtageren, da de kan være en konkret løsning på et problem. Når folk bruger dine skabeloner, bliver de mindet om dig og din ekspertise hver gang, de åbner dem.
Personligt elsker jeg skabeloner, fordi jeg ikke behøver tænke over, om jeg har husket det hele, eller skal bruge tid på at genopfinde den dybe tallerken. De sparer mig helt enkelt for rigtig meget tid. Og tid er en luksusvare, når man er selvstændig.
5. Quizzes og spørgeskemaer
Quizzes og spørgeskemaer kan være en sjov og interaktiv måde at engagere din målgruppe på, samtidig med at du indsamler informationer om deres udfordringer og behov. Når de er færdige med quizzen kan du tilbyde resultatet i bytte for deres e-mailadresse, hvilket skaber en win-win situation.
Eksempel:
- En kursusskaber kan lave en quiz, der hjælper potentielle kursister med at finde ud af “Hvilken læringsstil passer bedst til dig?”.
- En behandler kan lave et spørgeskema om “Hvordan håndterer du stress i hverdagen?” og tilbyde en personlig stress-reduktionsplan.
- En businesscoach kan tilbyde en “Er du klar til at skalere din forretning?”-quiz og afslutte med en e-mailserie, der giver personlige anbefalinger.
Quizzes og spørgeskemaer er særligt effektive, fordi de skaber nysgerrighed og personlig relevans. Samtidig får du værdifuld indsigt i, hvad din målgruppe har brug for, hvilket kan bruges i efterfølgende e-mails.
Afslutningsvis:
At opbygge en e-mailliste behøver ikke være svært, men det kræver konsistens. Start med én metode – måske en simpel freebie – og byg videre derfra. Husk, at hver eneste e-mailadresse repræsenterer en potentiel kunde, en ny relation og en mulighed for at dele din viden og skabe værdi.
Forhåbentlig har denne artikel givet dig nogle konkrete ideer til at komme i gang med at bygge din e-mailliste og fylde den med glade, potentielle kunder.
Vil du have mere hjælp?
Jeg starter snart et case-study forløb for kvindelige servicebaserede selvstændige, som ønsker at lave deres første (eller næste) freebie og samtidig begynde at tjene lidt penge på et mindre kursus. Det bliver din genvej til flere kunder, mere indtjening og en forretning, der føles let.
Vil du være den første til at høre mere om, når jeg går i luften med dette forløb og samtidig få mulighed for at deltage for en stærkt reduceret pris, så send en besked helt uforpligtende til hej@vivianbille.dk, så sørger jeg for, så får du besked som en af de første.