Én af de ting, som giver mig energi og overskud i min virksomhed, er at planlægge min tid. Og nej, jeg er ikke en født planlægningsnørd.
Jeg ved, at det kan lyde tørt og kedeligt, og som en tidsrøver, men når det først er kommet ind under huden, så tager det ikke så lang tid. Du kan ende ud i at spare flere timer om ugen, som du kan bruge på andre og langt mere spændende ting.
Men hvis du er helt ny ud i planlægningens verden, så er der hér et par tips til, hvordan du kan gribe det an.
Jeg tager udgangspunkt i en uge, men du kan sagtens overføre det til en månedsplan.
Jeg er stor fortaler for, at der skal være en god balance mellem privat- og arbejdsliv, og når jeg planlægger, kigger jeg derfor også på mit privatliv. For hvis de to ting ikke hænger sammen, så bliver det svært at få det hele til at gå op i en højere enhed.
Ideelt laver du det her sidst på ugen. Om det for dig er fredag, lørdag eller søndag, afgører du selv.
Sæt en time af og start med at skrive. Du skal ikke bekymre dig om korrekt opsætning og stavefejl – bare skriv og skriv.
Evaluér og planlæg din uge
1 Klap dig selv på skulderen
Start med at hylde dig selv for de sejre du har haft i løbet af ugen. Vores hjerner er programmeret til at huske de dårlige ting, da det var super værdifuldt, dengang vi kæmpede mod de vilde dyr.
I dag har vi ikke de samme udfordringer, men vores reptilhjerne har bare ikke fulgt med tiden.
Vi husker derfor altid, at vi ikke kom afsted til træning, eller jeg fik ikke så mange likes, jeg havde håbet på. Måske solgte jeg ikke lige så mange pladser på mit kursus osv. Vi har sværere ved at huske på de gode ting, men det er dém der gør, at vi bliver motiveret til at fortsætte.
Skriv derfor dine sejre – små som store – ned.
- jeg fik trænet.
- jeg fik opdateret min hjemmeside.
- osv.
2 Hvad kan jeg gøre anderledes næste uge?
Reflektér over det der ikke gik så godt i løbet af ugen, og find ud af, hvordan du kan gøre det anderledes næste uge.
Og husk, det handler ikke ‘bare om at få det gjort’, for så havde du jo gjort det sidste uge!
Kig også lidt på, hvilke mønstre du har, som ikke fungerer, og som du kan lave om.
Hvis du fx har en tendens til at udsætte kunderelateret arbejde til sidst på ugen, hvilket stresser dig, så skal du måske til at blokke din kalender med kunderelaterede opgaver spredt ud på hele ugen.
Prøv det af et stykke tid, der er altid en læringskurve, så i starten, vil det virke lidt tungt.
Virker det? Super!
Virker det ikke? Hvordan kan du gøre det anderledes?
3 Hvilke tre ting glæder du dig til i løbet af ugen?
Skriv 3 ting du glæder dig til at lave i løbet af ugen. Det kan både være privat- og arbejdsrelateret.
4 Hvordan ønsker du, at have det næste uge. Og hvilke aktiviteter vil få dig til at føle på den måde?
‘The quality of your life is in direct correlation with the quality of your emotions.’
Tony Robbins (motivationstræner og coach)
Tænk over, hvordan du ønsker din uge skal føles. Vil du gerne have, at den er fredfyldt eller fyldt med overskud…?
Hvad skal du så gøre, for at opnå denne følelse. Hvis du ønsker, at få en mere fredfyldt uge, skal du måske huske at sætte dig i haven og meditere i 5 min. hver dag. For at få mere overskud, skal du planlægge flere pauser i løbet af dagen, eller hive en dag ud af kalenderen og holde fri – måske skal du i gang med at planlægge dine dage.
Hvis du ikke har det godt i løbet af ugen, vil det automatisk skinne igennem på det du arbejder med.
5 Ugens 3 prioriteter
Bevæger du dig hele tiden mod dit mål, når du arbejder? Hvis ikke, så er det vigtigt, at du får rettet ind, og begynder at arbejde mod målet.
Dette kan du fx gøre ved, hver uge at have tre prioriteter, som bringer dig tætter på dit mål. Det er disse tre opgaver, du skal arbejde målrettet på i løbet af ugen.
6 Braindumping
Du har nu arbejdet dig igennem evaluering af sidste uge og planlægning af den kommende uge. Men der vil altid være 1000 andre opgaver, som også kræver din opmærksomhed – både privat- og arbejdsrelateret.
Her anbefaler jeg, at du laver et braindump – altså bare skriver alle de opgaver ned, som du kan komme i tanke om.
Prøv evt. at inddele dem i forskellige lister.
Det kan fx være:
A: Business (kurser, læse en bestemt bog, ringe til kunder el.lign.)
B: Personlig (det kan være noget så lavpraktisk som at handle, mødes med venner, skole, biograftur osv.)
C: Selvpleje (vi har alle brug for pauser, så vores hjerne kan resette. Så i denne liste kan du have meditation, ansigtsmaske, ferie osv.)
D: Alt det andet.
Det er ikke nødvendigt, at udføre alle skridtene i denne planlægning. Vælg dem, der fungerer for dig og prøv det af en månedstid eller to.