Fang de besøgendes opmærksomhed og skab forventning med en imponerende ‘Kommer snart’ side.

Skal du i gang med at bygge din første eller måske næste hjemmeside? Så er det en nødvendighed, at du har en ‘Kommer snart’ side. 

Måske har du set de sider, hvor der med stort står ‘KOMMER SNART’ eller ‘NY HJEMMESIDEN ER PÅ VEJ’. 

Gaab, det er utrolig kedeligt og opfordrer på ingen måde læseren til at komme tilbage senere, når hjemmesiden (måske) er færdig. 

En ‘Kommer snart’ side er et utrolig kraftfuldt leadgenereringsværktøj uanset om du laver en ny hjemmeside eller redesigner en eksisterende hjemmeside. 

Desværre er det også bare et temmelig overset værktøj, som når det bliver brugt smart, kan skabe brand kendskab og hjælpe med at samle besøgende på hjemmesiden og sikre fremtidigt salg.

I denne artikel dykker jeg ned i, hvornår det er bedst at bruge en midlertidig side, vigtige elementer du bør inkludere samt forskellige designmuligheder.

Hvad er en ‘Kommer snart’ side i WordPress?

En ‘Kommer snart’ side er en enkel side, som bliver vist, så du kan arbejde på din egentlige hjemmeside, uden at blive forstyrret, og uden andre kan se, hvad du laver. Jeg kalder den typisk for en ‘Midlertidig forside’, fordi jeg synes det giver et bedre billede af, hvad siden skal kunne og hvilken funktion den har.

Hvis du sætter siden ordentligt op, bliver den brugt til mange formål, fx: 

  • Måle interessen fra antal besøgende.
  • Skabe brand kendskab og brand genkendelighed.
  • Indfange leads.

En ‘Kommer snart’ side i WordPress bygger en forventning op til lancering af en ny hjemmeside. 

Hvorfor skal du bruge en ‘Kommer snart’ side?

En ‘Kommer Snart’ side er ikke kun en midlertidig løsning, det er en strategisk mulighed for at opbygge hype og nysgerrighed omkring din kommende hjemmeside. Den er ideel, når du arbejder på din hjemmeside, men ønsker stadig at fastholde besøgendes opmærksomhed og interaktion. Den er også perfekt til produktlanceringer, begivenheder eller hvis du ønsker at indsamle e-mailadresser til dit nyhedsbrev.

Det betyder også, at når folk møder dig på de sociale medier eller andre steder, så går de ikke forgæves, når de besøger din hjemmeside, for at lære mere om, hvem du er. Som virksomhedsejer er dette utrolig vigtigt, både fordi du ikke taber folk på gulvet med risiko for, at de ikke kommer tilbage, men også fordi, du får mulighed for at reklamere for dit brand.

Ved at folk rammer din ‘Midlertidige forside’ side frem for en ufærdig hjemmeside med Lorum ipsum tekst, eller en side, hvor der blot står ‘Ny hjemmeside på vej’, kan du bevare brugeroplevelsen og brandets troværdighed, og allerede her starte med at opbygge know, like & trust, som er så vigtig.

Vigtige elementer på din ‘Kommer snart’ side

1. Kontaktinformation: Gør det let for besøgende at nå ud til dig, selvom din hjemmeside ikke er live endnu.

2. Dine services: Fortæl, hvad du sælger og gør det muligt for de besøgende at købe dine services, allerede inden din hjemmeside er færdig.

3. Bookingkalender: Hvis det er relevant for din virksomhed, kan en bookingkalender give besøgende mulighed for at booke dine services, selvom du ikke har hjemmesiden på plads endnu.

4. Nyhedsbrevsformular: Indsamling af e-mailadresser gennem en nyhedsbrevsformular giver dig en direkte måde at nå ud til dine potentielle kunder, og den perfekte mulighed for at fortælle, når din hjemmeside er lanceret.

5. Sociale Medier Links: Opfordre besøgende til at følge dig på sociale medier for at holde sig opdateret om dine seneste opdateringer.

Den perfekte midlertidige hjemmeside

Kort vs. lang ‘Kommer snart’ side: Hvad er bedst?

Hvis vi ser bort fra den ultra korte og nærmest ligegyldige ‘Hjemmeside på vej’ side, hvor der ikke står andet, så er der to hovedtyper af ‘Kommer Snart’ sider – kort og lang. Valget afhænger af din målgruppe og dine mål.

Denne midlertidige side, som der er billede af her, har jeg lavet til en kunde. Hun havde en hjemmeside i forvejen, og havde derfor både en freebie til at få folk på sin e-mailliste, og tilbud om coaching. Når folk besøgte hendes hjemmeside, fik de flere muligheder for at lære hende at kende, samt mulighed for at booke hendes services.

Kort Side

Den korte side er minimalistisk og fokuserer på de mest essentielle oplysninger som kontaktinformation og sociale medier links. Den er ideel, hvis du ikke allerede er begyndt at sælge dine services. Ved at linke til dine sociale medier skaber du en mulighed hos læseren for, at tjekke dig ud på de sociale medier, så du tidligt kan inspirere dine potentielle kunder.

Lang Side

Den lange side fungerer som en mini-forside, og er grunden til, at jeg kalder den for en ‘Midlertidig forside’ i stedet for ‘Kommer snart’. Denne side kan indeholde din unikke UVP (altså hvem du hjælper, hvad du hjælper med og deres udbytte), detaljer om dine services, en ‘Om Mig’ sektion og endda en lille teaser om, hvad besøgende kan forvente, når din hjemmeside bliver lanceret. Du kan også have både link til bookingformular og mulighed for at skrive sig op til dit nyhedsbrev. Den er perfekt, hvis du vil formidle mere dybdegående information og opbygge et stærkt forhold til dine besøgende på forhånd.

Hvordan gør du?

Når jeg laver en midlertidig forside til mine kunder, gør jeg det enten gennem SeedProd-plugin eller direkte i Elementor-byggeren, som er den jeg anbefaler, at du bruger sammen med WordPress. 

Uanset hvilken måde du gør det på, kræver det, at du skal opsætte siden selv. Der findes skabeloner, me typisk har de blot sætningen ‘Coming soon’ eller ‘Kommer snart’, men som jeg skrev tidligere, så risikerer du bare, at de besøgende ikke vender tilbage senere, for de ved ikke, hvad de skal forvente.

En kort gennemgang af de to muligheder

1. SeedProd

  • Installer og aktiver SeedProd-plugin’et.
  • Gå til SeedProd-sektionen i din WordPress-administrator.
  • Vælg en ‘Kommer Snart’ skabelon og tilpas den efter dine behov ved at tilføje elementer som kontaktinformation, sociale medie links, nyhedsbrevsformular osv.
  • Gem ændringerne, og aktiver din ‘Kommer Snart’ side.

2. Elementor Buildderen

  • Opret en ny side med Elementor.
  • Træk og slip de nødvendige elementer, som kontaktformular, sociale medier links osv., ind på siden.
  • Design siden efter dit ønske ved hjælp af Elementors intuitive træk og slip-funktionalitet.
  • Gem ændringerne.
  • Gå tilbage til Kontrolpanelet og vælg Elementor in venstremenuen og vælger Værktøj + fanen Vedligeholdelsestilstand.
  • Vælg ‘Kommer snart’ i dropdown menuen og under Vælg skabelon, finder du din nylavet side.
  • Klik på Gem ændringerne og din Kommer snart side er lanceret.

Afslutningsvis

At oprette en imponerende ‘Kommer Snart’ side handler om at skabe spænding og interesse blandt dine besøgende. Uanset om du vælger en kort eller en lang side, er det vigtigt at inkludere essentielle elementer som kontaktinformation, nyhedsbrevsformular og sociale medier links. Med WordPress og Elementor har du et virkelig godt værktøjer til at skabe den perfekte midlertidige side og bygge en forventningsfuld buzz om din kommende hjemmeside.


Ny hjemmeside?

Overvejer du at få en hjemmeside – eller redesigne en eksisterende – så er du velkommen til at kontakte mig for at diskutere mulighederne og fordelene, helt uforpligtende, naturligvis.