Når du skriver en tekst til din hjemmeside eller opslag til sociale medier, når du laver en video eller et kursus, så har du et ønske om, at din læsere eller kunder udfører en bestemt handling – gør noget. 

Du indsætter en knap, eller laver et link i håbet om, at de klikker.

Denne knap eller link er, hvad man kalder et ‘Call to action’ (CTA) eller på dansk ‘Opfordring til handling’.

Hvad er et Call to action?

Hvad er et Call to action (herefter CTA) egentlig?

Et CTA er typisk en knap eller et link fx 

  • Klik her.
  • Køb nu.
  • Send nyhedsbrevet.
  • Læs mere.
  • Download e-bog. 

Det er en handling, som opfordre dine læsere til at købe et produkt/service, komme på nyhedsbrevet, deltage i et webinar. Det kan dog også handle om, at du ønsker at få dine læsere over på dine sociale medier, hen til et nyt blogindlæg eller at downloade en e-bog. 

Men for at få folk til at klikke sig videre, skal deres nysgerrighed pirres. Det er ikke så interessant at klikke på en knap, hvor der står ‘Klik her’. Hvorfor skal de klikke? Hvad får de ud af det?

Hvis du vil have dine læsere til at klikke på dit CTA, er du nødt til at udpensle, hvad de får ud af at klikke på knappen.

Jo mere værdi teksten på dit CTA giver, des mere interessant bliver det for læseren at klikke på det!

Derfor er dit CTA vigtig

Vi kan ikke komme uden om, at teksten, som leder op til dit CTA er rigtig vigtig. Det er dog også vigtigt, at dit CTA skiller sig ud fra resten af indholdet. 

Når vi bladre rundt på en hjemmeside, så læser vi sjældent hele teksten, men skanner indholdet. Det er netop derfor det er vigtigt, at vi bruger forskellige virkemidler på en side – men mere om det en anden gang. Én af virkemidlerne er, at vores CTA skiller sig ud fra mængden fx i farve og form. 

Det skal nemlig  i sidste ende lede læseren hen mod den ønskede handling, og læseren skal i beslutningsøjeblikket ikke stå tilbage med en tvivl om, hvad der kommer til at ske, hvis de trykker på knappen.

Så i bund og grund handler det om, at vi skal få læseren til at udføre en handling, som fører til et ønsket resultat.

Sådan laver du et godt CTA

Du kan skrive et godt CTA på forskellige måder. Hvis du ønsker, at dine læsere skal downloade din e-bog, kan du fx skrive:

  • Send straks e-bogen.
  • Ja tak, send mig e-bogen fuld af gode tips.
  • Hent din e-bog til 0 kr.

Teksten skal altså tilføje en værdi for læseren, hvilket kan være svært at se, når der blot står ‘Download her’. Ud over at dit CTA tilføjer værdi, kan du også se på, om din tekst kan stå alene – ved læseren hvad hun får, når hun klikker.

Prøv at holde dig fra: 

  • Læs mere.
  • Klik her.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet.
  • Send.
  • Køb.

De giver ingen værdi og det er ikke tydeligt, hvorfor dine læsere skal klikke på linket.

Sidder dine CTA lige i skabet? Er det blevet tid til at få dem finpudset?