Kender du det, at du Googler efter et bestemt emne, og finder en hjemmeside, som kan svare på dit spørgsmål.
Du kommer ind, og kan hverken finde hoved eller hale, på det du ser.
Der er måske et logo eller et navn, men du har ingen ide om, hvad de laver eller om de kan hjælpe dig.
Hvor længe bliver du på siden? 5 sekunder? 30 sekunder?
Måske er du nysgerrig og klikker videre til andre sider for at finde ud af, om de reelt kan hjælpe, men de fleste vælger at forlade siden inden for få sekunder.
Det er derfor vigtigt, at du tydeligt forklarer hvem du er, hvad du laver og værdien af din service eller produkt.
Derfor skal du arbejde med din hero sektion
Hero sektionen er vigtig, fordi det er det første de besøgende ser, når de lander på din forside. Og måske er det den eneste ting de ser, inden de beslutter sig for, om de vil fortsætte eller forlade din side.
Den skal altså både skabe blikfang, være visuel tiltalende og relevant.
Den skal skabe blikfang og være visuel tiltalende, fordi det bliver sværere og sværere at fange kundernes opmærksomhed. Og desværre bedømmer mange besøgende et firma ud fra, om de kan lide det de ser, eller om hjemmesiden virker rodet og uoverskueligt.
Men du kommer ikke langt, hvis du udelukkende har en smuk hjemmeside. Den skal også være relevant og det skal være muligt for de besøgen, på 5 sekunder eller derunder, at forstå
- Hvem du er (din industri eller niche).
- Hvad du laver.
- Hvordan du kan hjælpe dem.
Ud over at forklare hvem, hvad og hvordan, skal dit hero budskab:
- Hjælpe de besøgende med at beslutte, om din hjemmeside (service) vil kunne hjælpe dem.
- Skabe tillid og troværdighed.
- Lokke de besøgende til at tage dét næste skridt, som DU ønsker.
To eksempler på hero sektionen
Det skal altså være tydeligt og hurtigt for den besøgende, at kunne identificere, om du kan hjælpe dem. Det gør du ved, at:
1. Fortælle hvem du er – dit logo eller navn.
2. Formidle dine værdier – en værdiskabende overskrift.
3. Understøt din overskrift – uddyb værdien i din overskrift.
4. Next-step – det du ønsker, at læseren skal tage action på.
Lad os kigge på et par eksempler. Den første, hvor hero sektionen ikke fungerer. Den anden, som er et godt eksempel.
Eksempel 1
Jeg er ikke ude på at hænge nogen ud, for vi gør alle det bedste vi kan. Af samme grund, har jeg nedtonet navnet.
Det første eksempel er fra en Life coach og det eneste hero sektionen siger er: ‘Create your own succes’, med en knap, hvor du kan booke en tid.
Hvad tænker du, når du ser dette?
Kunne det mon være noget á la, ‘Hvad får jeg ud af at booke dig?’ eller ‘Hvordan kan du hjælpe mig?’.
Oversat betyder Create your own success ‘Skab din egen succes’.
Det er en fluffy sætning, som ikke betyder noget som helst. For hvad vil det sige, at ‘skabe sin egen succes’?
Det fortæller heller ikke noget om, hvordan hun kan hjælpe mig. Der mangler altså en værdiskabende overskrift.
Men hvad nu hvis hero sektionen i stedet for så sådan ud:
Hvis du var kvinde med lavt selvværd, ville du så blive nysgerrig på at se, hvad den første (originale) hjemmeside kunne tilbyde. Eller ville du være nysgerrig på nummer to?
Jeg ved, hvor jeg ville sætte mit kryds.
Eksempel 2
Det næste eksempel er fra en vægttabscoach. Hun har en en hero sektion, som kan sætte kryds ved alle punkterne.
Hun fortæller hvem hun er, gennem sit logo.
Hun har en værdiskabende overskrift som siger (oversat) ‘Hvordan ville det føles at tabe 20, 50, 100 pund’. Du ved altså straks, at det hun hjælper med, er vægttab.
Hjælpeteksten eller taglinen under overskriften uddyber overskriften, og fortæller os, at det er lige præcis det hun kan hjælpe med (hun sætter sig selv om som eksperten), og endda uden regler, uden sult eller gå-amok-weekender. Hun inkluderer her nogle keywords, som kvinder, der ønsker at tabe sig, kender til og søger efter.
Samtidig har hun en call-to-action knap, som viser, hvilket næste skridt, hun gerne vil have, at den besøgende tager – Nemlig tag dette gratis kursus.
Kort om billeder
Det er også vigtigt, at billedet i hero sektionen er sigende og relevant. Det bliver brugt til at fange den besøgendes opmærksomhed.
De billedtyper som virker bedst i en hero sektion er:
- Produkt-baseret billeder.
- Billeder med mennesker (meget gerne dig selv).
- Billede som matcher konteksten.
- Billede som vækker følelser.
Afslutninsvis
Du har nu lært, at det kun tager omkring 5 sekunder for de besøgende på din hjemmeside, at danne en mening om din hjemmeside. Du skal altså på meget kort tid overbevise dem om, at du kan hjælpe dem, du er troværdig og relevant for dem.
Dette er grunden til, at øverste del at din forside – hero sektionen – er godt gennemarbejdet. At dit brand budskab og billede samt call-to-action knap er visuelt tiltalende og fanger deres opmærksomhed.
Har du brug for hjælp til din forside eller hjemmeside generelt, så hiv fat i mig allerede i dag, så vi sammen kan finde den bedste indgang til din hjemmeside.